Stiftet:                                            15. maj 1919

Titler:                                              Ingen (bedste placering: Nummer 5 i 1. division i 1984)

Kælenavn:                                       Hvepsene

Hjemmebane:                                      Tingbjerg Idrætspark, kapacitet: 3000 (600 siddepladser)

Tilskuerrekord:                               Vanløse Idrætspark: 8.200 mod Brøndby IF i 1987

                                                              Tingbjerg Idrætspark: 2.177 mod AGF i 2010                            

Flest kampe:                                   Brian Kaus, 350 kampe

Brønshøj Boldklub – Divisionsfodbold siden 1945

Brønshøj BK blev stiftet i Brønshøj Tivoli i maj måned 1919 af en gruppe fodboldinteresserede unge mænd fra området. I den spæde begyndelse afviklede man sine kampe under primitive forhold i Husum på hjørnet af Slotsherrensvej og Husumvej. Der var hverken klubhus eller omklædningsfaciliter, og spillerne måtte derfor klæde om i nogle gamle kloakrør, som var blevet efterladt tæt på stedet. Senere blev både et kolonihavehus og en cafe benyttet til omklædning. Det var en generelt en svær start for Brønshøj BK, der bl.a. havde svært ved at mønstre et fuldtalligt hold til deres kampe, som fra 1922 foregik i Københavns Boldspil-Unions regi.

I de følgende år blev flere andre klubber optaget og fusioneret med Brønshøj BK. Det drejede sig om Enigheden (1923), Præstevangens Boldklub (1927) og Nørrebroklubben Bella (1931). Dette skabte fornyet håb i klubben, der gennem fusionerne fik både gode spillere og engagerede ledere ind i klubben.

Dette var stærkt medvirkende til, at Brønshøj BK i 1932 rykkede til Rådvadsvej i Utterslev, hvor man lod nyt klubhus og boldbaner opføre på et opdæmmet moseareal. Kampbanen gik blandt spillerne under navnet ”Sahara”, da opdæmningen af arealet bestod af slagger, sten og grus. Rent sportsligt oplevede man også fremgang, og i 1933 rykkede Brønshøj BK for første gang op i Københavns Boldspil-Unions A-række 

Krigen kommer til Brønshøj

2. verdenskrig mærkede man også i Brønshøj BK, da tyskerne i perioder beslaglagde Hvepsenes klubhus, ligesom det i perioder var forbudt at lukke tilskuere ind til holdets hjemmekampe. Det gav også udfordringer, når man skulle drage afsted til udekampe, da tog og busser ikke kørte regelmæssigt. Man rekvirerede derfor en lokal vognmand, der på ladet af sin gasdrevne lastbil fragtede Brønshøjs BK spillere rundt til kampe i København og på Sjælland.

I 1945 vandt Brønshøj BK A-rækken efter at have slået Hvidovre i Idrætsparken, og sikrede sig dermed adgang til 3. division, hvilket gav status af divisionsklub. En status Brønshøj BK har haft uafbrudt lige siden.  

I efterkrigstiden oplevede Brønshøj BK generelt fremgang, man byggede hele tiden på, og faciliteterne på Rådvadsvej blev løbende forbedret. I starten af 1960`erne var Brønshøj BK den største breddefodbold klub i København med 28 anmeldte hold. Førsteholdet rykkede i starten af 1960`erne for første gang op i landets bedste række som dengang hed 1. division. Hjemmekampene blev på det tidspunkt afviklet på det nærliggende Vanløse Idrætspark.

I 1970`erne begynder man at flytte fra Rådvadsvej til nyanlagte baner i området omkring Tingbjerg, hvor klubben stadigvæk har til huse i dag. Det var en løbende proces, der stod på over nogle år, inden man i 1977 havde alle hold samlet i Tingbjerg. Tingbjerg Idrætsforening som allerede havde til huse på idrætsanlægget ved Tingbjerg, blev i den forbindelse fusioneret med Brønshøj BK.

Brønshøjs guldalder

Efter i 1960`erne og 1970`erne at have fungeret som et elevatorhold mellem de tre bedste fodboldrækker, oplever Brønshøj Boldklub i 1980´erne den nok bedste periode i klubbens historie. Med bl.a. en ung Kent Nielsen på holdet rykkede Brønshøj BK i 1982 atter op i landets bedste fodboldrække. I 1984 blev Hvepsene med Ebbe Skovdahl som træner nummer 5. i 1. Division hvilket til dato stadigvæk er det bedste resultat i klubbens historie. I Pokalturneringen nåede man i 1988 semifinalen, men tabte over to kampe til Brøndby, der bl.a. havde Kent Nielsen på holdet, der i mellem tiden havde skiftet Brønshøj ud med holdet fra Vestegnen.

Efter syv gode år i landets bedste række, rykkede Brønshøj BK i 1990 ned. Nedrykningen betød også, at man vendte tilbage til Tingbjerg Idrætspark, efter at klubben i de syv år, havde afviklet deres hjemmekampe i Vanløse Idrætspark. Siden da har klubben spillet i skiftevis i 1. og 2. Division, og ved i sæsonen 2006-2007, var klubben sågar på vej helt ud af divisionerne.

Bo Henriksen kom til som spillende træner, og formåede at holde klubben i 2. division. Bo Henriksen blev et stort aktiv i Brønshøj BK, og var med til at tegne klubben helt frem til 2014. På baggrund af de gode resultater han leverede i Brønshøj BK, landede et job i AC Horsens, som han førte i Superligaen.

Brønshøj anno 2020

Brønshøjs BK har gennem nu tre årtier, måtte affinde sig med en mere tilbagetrukken rolle i dansk fodbold. Dog man mærker man af og til fordums styrke i Brønshøj, når fx Superligahold kommer på besøg i pokalturnering, og bl.a. lykkedes det i 2010 at slå AGF ud. De klassiske retro-derbyer mod Vanløse IF og AB er også højdepunkter, særligt blandt klubbens store fanskare.

Klubben må i dag affinde sig med at fungere som fødekæde for de større klubber, og klubben har over de seneste år været mere end garant for dette. Spillere som Rasmus Minor, Emil Berggren, Casper Højer Larsen, Jesper Christjansen, Lasse Fosgaard og Pierre Kanstrup har alle på den ene eller anden måde brugt Brønshøj Boldklub som et springbræt til Superligaen.

Socialt ansvar og integration

Men Brønshøj BK er også andet end elitefodbold, og i klubben og byområdet tager man sit samfundsansvar seriøst, når det kommer til socialt ansvar og integration.

Overtiden har beboersammensætningen i Brønshøj ændret sig, fra værende et klassisk arbejderkvarter til værende mere multietnisk, særlig i bydelen Tingbjerg.

Allerede i midten af 1990`erne var over halvdelen af spillerne i ungdomsafdelingen med anden etnisk baggrund end dansk. Derfor søsatte Brønshøj BK i 1997 projektet ”Værestedet Brønshøj Boldklub”, som skulle hjælpe børnenes indslusning i dansk foreningskultur. Løbende har klubben engageret sig i andre integrationsprojekter, hvor breddefodbolden og fællesskabet i klubben bruges som en løftestang for vellykket integration for bydelens unge.

Copyright © 2023 Fodboldstaten.dk